Tegnebræt 1

Holdninger

Vi tror, at ting udvikles bedst i et forpligtende fællesskab.

Grundtvig koldsk

Vestsjællands Idrætsefterskole bygger på det grundtvigske livssyn og de koldske skoletanker. I hverdagen viser det sig i sangen, fortællingen, fællesskabet og den gensidige respekt.

Det tror vi på

Vi tror, at ting udvikles bedst i et forpligtende fællesskab. Et fællesskab med rammer præget af et positivt livssyn. Vi er sammen om at få tingene til at fungere – det medfører pligter, men det giver til gengæld en masse gode oplevelser og en god fornemmelse af at være en uundværlig del af fællesskabet.

Vi ønsker at give vores elever en forståelse for de kulturelle værdier, der ligger i historien, fortællingen og sangen. Vi tror på det levende ord, på samtale mellem mennesker, der har respekt for andres holdninger og tanker.

Et ophold på Vestsjællands Idrætsefterskole skal bestå af en række positive og gode oplevelser. Derfor er der nogle almindelige regler for samvær på skolen.

Skolens samværsregler

Skolens samværsregler er skabt ud fra en hovedsætning:

Du skal tage hensyn til og vise respekt for mennesker og ting!

I dagligdagen betyder det, at vi fx ikke vil acceptere tyveri, mobning, hensynsløs opførsel, ødelæggelse af egne og andres samt skolens ting. Vi ønsker, at tiltale- og omgangsformen mellem alle på skolen skal være positiv og præget af gensidig respekt.

Du må under ingen omstændigheder indføre eller indtage øl, vin, spiritus, hash eller andre euforiserende stoffer på skolen eller på vejen til og fra skolen. Du må heller ikke deltage i eller opfordre til kriminalitet. Brud på disse regler vil øjeblikkeligt medføre bortvisning fra skolen.

Vi mener, at det er en sund livsviden, at handlinger medfører konsekvenser. Vores regler er skabt for at gøre hverdagen rar og positiv for alle, og vi håndhæver reglerne med kærlig, og konsekvent hånd. Det mener vi, at alle har bedst af.

  • Du skal som elev møde med en aktiv og positiv holdning til skolen og skolens undervisning og øvrige gøremål.
  • Du må ikke opbevare alkohol eller nikotinholdige produkter på skolen
  • Du må ikke bruge nikotinprodukter, ryge eller indikere rygning, på eller uden for skolen. Det gælder alle former for nikotin og rygning – herunder også e-cigaretter og snus.
  • Du skal udvise respekt for andre mennesker – vold, mobning og chikane accepteres ikke.
  • Du skal omgås andre mennesker, både elever og medarbejdere, i en ordentlig tone.
  • Du skal have respekt for de ting, der omgiver dig. Enhver form for ødelæggelse eller hærværk accepteres ikke.
  • Du må ikke bære tegn eller beklædning, som sender signaler, der er imod skolens holdninger – eksempelvis racisme.
  • Enhver markant ændring af udseende, fx ændring af frisure, skal ske hjemme eller efter accept fra hjemmet.
  • Du skal være på dit eget værelse i tidsrummet fra “godnat” til ”godmorgen”.
  • Du må ikke opbevare eller indtage nogen former for euforiserende stoffer på skolen.
  • Du må ikke indtage eller møde påvirket af spiritus el.lign. på skolen.
  • Kriminel handling, herunder vold og tyveri, accepteres ikke.

Overtræder du en af de tre sidste regler, vil du blive bortvist fra skolen.

Hvis du overtræder de andre regler, kan det have alvorlige konsekvenser for dit efterskoleophold – i værste fald kan du blive bortvist.

Skolens regler gælder i øvrigt også i weekendbussen på vej til og fra skolen.

Vi forventer, at forældre bakker op omkring skolens regler, så eleverne oplever, at vi har samme holdninger.

Følg vores skøre efterskoleliv

@efterskole.nu

Kom og besøg os

Vi afholder løbende helt uforpligtende informationsaftener hvor vi fortæller om efterskolen og du kan få en rundvisning