For at vi kan få et godt efterskole år, har vi sat nogle rammer for opholdet. Idet du har tilmeldt dig skolen, har du accepteret følgende regler:
- Du skal som elev møde med en aktiv og positiv holdning til skolen og skolens undervisning og øvrige gøremål
- Du må ikke opbevare alkohol eller nikotinholdige produkter på skolen
- Du må ikke bruge nikotinprodukter, ryge eller indikere rygning, på eller uden for skolen. Det gælder alle former for nikotin og rygning – herunder også e-cigaretter og snus
- Du skal udvise respekt for andre mennesker – vold, mobning, chikane og tyveri, accepteres ikke
- Du skal omgås andre mennesker, både elever og medarbejdere, i en ordentlig tone
- Du skal have respekt for de ting, der omgiver dig. Enhver form for ødelæggelse eller hærværk accepteres ikke og medfører regning for både materialer og arbejdsløn
- Du må ikke bære tegn eller beklædning, der fremviser tegn på ting, der er imod skolens holdninger – f.eks. racisme
- Enhver markant ændring af udseende, f.eks. ændring af frisure, skal ske hjemme eller efter accept fra hjemmet
- Du skal være på dit eget værelse i tidsrummet fra “godnat” til ”godmorgen”
- Du må ikke have omgang med, opbevare eller indtage nogen former for euforiserende stoffer på skolen eller i skolens nærområde. Du må ikke møde påvirket af euforiserende stoffer på skolen
- Du må ikke indtage eller møde påvirket af spiritus el.lign. på skolen
- Kriminelle handlinger, herunder vold og hærværk, accepteres ikke
Overtræder du en af de tre sidste regler, vil du blive bortvist fra skolen. Hvis du overtræder de andre regler, kan det have alvorlige konsekvenser for dit efterskoleophold – i værste fald kan du blive bortvist.
Skolens regler gælder også i weekendbussen på vej til og fra skolen.
Vi forventer, at forældre bakker op omkring skolens regler, så eleverne oplever, at vi har samme holdninger.
Hvis du selv afbryder opholdet på efterskolen, koster det 3 ugers skolepenge uden statstilskud.
Vi vil gerne opbygge et nært forhold til vores elever og vise forståelse overfor de specielle ting, der gør sig gældende for den enkelte.
Samtidig er begrebet “konsekvens” vigtigt for os. Man skal kunne stole på os, og derfor laver vi ikke bare tingene om, vi lader os ikke bare besnakke – vi er dem, der holder fast. Har vi sagt noget, så mener vi det, og er der en regel, så skal den overholdes.
For os er det vigtigt, at man er respektfuld overfor sig selv og sine omgivelser. Det er lidt af en kunst at bo så mange sammen, og det kræver, at man kan se ud over sin egen næsetip og acceptere sine omgivelser. Samtidig vil vi også gerne lære de unge at have respekt for ting – at behandle grej ordentligt, at respektere at skolen også skal stå tilbage efter deres skoleår, og at ting ikke kommer af sig selv, de skal betales og holdes ved lige. Hvis man fx. bevidst ødelægger ting, kommer der selvfølgelig en regning – det er for os konsekvens.
I dagligdagen er der naturlige konsekvenser, hvis man fx kommer for sent, man ikke er respektfuld, man ikke taler pænt, man ikke overholder sine forpligtelser, man ikke forbereder sig til timer osv. For os er det et led i den proces, der skal skabe ansvarlighed og vise de unge nogle af de kvaliteter, de får brug for i deres liv udenfor skolen.