Så er første langrendsdag ved at være til ende, og vi har haft en rigtig fin dag.
Morgenmødet hver dag er kl. 8.15 – der er man ikke helt oppe på lakridserne, men et par sange og lidt spas får dagen startet. Ud over informationer om dagen, holddelinger og andet praktisk indeholder mødet også uddeling af klovnetrøjer og “udstyr”. Det var lidt tyndt med nomineringerne til dagens klovnetrøje – Josefine blev nomineret for at havne i den forkerte bus efter en pause, men Noah løb med trøjen for ualmindelig klovnet skikørsel første aften. Vi tilføjer, at trøjen skal bæres yderst hele dagen!
I dag var vi inddelt i 9 skihold med forskellige niveauer. Man er derfor 5-16 elever til et par lærere. Langrendsterrænet er både placeret i dalen mellem de to fjeldsider og “på toppen” af de to fjeld. To hold tog liften op til toppen og havde nogle herlige ture i solskinnet. Resten af holdene udforskede mulighederne i dalen, rundt om søen og i området omkring skistadion. Der er blevet grinet, styrtet og hygget i sneen. Alle hold var tilbage omkring kl. 15.00, nogle nåede også en tur til Spar-købmanden og kunne lidt blegnæbede konstatere, at det ikke var samme priser som hos Spar i Danmark!
Hver aftensmad bestemmes af hver hytte – de har fået en kogebog, som de kunne vælge fra. I dag var fællesingrediensen hakket oksekød – det blev til tortillas med fyld, pasta med kødsovs, hvidløgsbøffer og andet.
Aftenens aktivitet var “Hytternes aften”. Ideen var, at hver hytte hjemmefra har forberedt en aktivitet, og så kunne man gå på besøg i de forskellige hytter og prøve. Der var limbo, vafler, escape-room, wellness, håndmaleri og andet.
Vi har desværre haft to elever, der kom til skade i dag – både Emil L og Asbjørn KJ faldt så uheldigt, at de brækkede kravebenet. Emil har fået en slynge på hos lægen i Geilo, mens Asbjørn sammen med kontaktlærer Anders måtte en tur med taxa til sygehuset i Hønefoss (2½ time hver vej!) og undersøges nærmere. De er netop nu på vej tilbage til Geilo.
Vi har haft ganske fantastisk vejr i dag. Temperturen har ligget et par grader under frysepunktet, og der har været sol hele dagen. Lidt blæst på toppen, men alt i alt fremragende skivejr.
Der er nu en større mængde billeder på Facebook – gå ind og kig!
På genhør i morgen.