Tegnebræt 1

Onsdag den 15/1 – dagbog

Dagbog - første alpindag

” Det er jo helt åndssvagt, at vores forældre ikke har taget os med på skitur – det er jo mega-sjovt”

Så oprandt dagen, som mange har ventet på med længsel. Alpint skiløb.

Morgenmødet indeholdt, udover sange og meddelelser, nomineringer til klovnetrøjen. Efter en kort votering blev den uddelt til Victor Flanding. Præmierne for specielt godt arbejde og “god stil” gik til Emil P og Benjamin for at tage opgaven som assistenter på langrendsholdet i går til sig og til Laura RB og Natasja for at sprede glæde og være særligt positive.

I dag var eleverne inddelt på en ganske ny facon. Alle begynderne (omkring halvdelen af holdet) fik i 5-6 mandshold tilknyttet en lærer, som så tog hele introduktionen og den første oplæring med holdet på børnebakken. Efterhånden som hver enkelt fik taget på det grundlæggende, gik de videre til begynderbakken i bunden af anlægget – der var lidt mere hældning og lidt mere fart.

De øvede blev opdelt efter hvor mange skidage, de har haft i forvejen. Det gav 7 hold med hver sin lærer. De har – alt efter kunnen – udforsket forskellige områder og trænet. Vi er her ikke bare for at stå på ski, vi er her jo for at blive bedre, hvis vi kan i forvejen, så alle har fået undervisning, øvelser og vejledning til alt fra parallelski til dynamisk bentøj.

Efter frokost måtte man køre i grupper på de “farver”, man var godkendt til før frokost. Lærerne tilbød sideløbende at køre nye steder hen eller være med på hold, der var dannet. Lysten til at lære var ganske tydelig og det er herligt at opleve, at eleverne – selvom de må køre uden lærer i grupper – gerne vil have os med.

Man får nogle sjove oplevelser og kommentarer på sådan en dag. To piger sidder i stolelift og snakker om skiløb, og så falder kommentaren fra den ene: ” Det er jo helt åndssvagt, at vores forældre ikke har taget os med på skitur – det er jo mega-sjovt”. Opfordringen til forældrene er hermed givet videre.

Generelt har eleverne kørt rigtig flot, og kun en håndfuld elever kæmper lidt med begynderbakken – resten er taget til toppen og kører på de lange pister. En lille gruppe af hovedsagelig gode skiløbere kørte for tæt på og for hurtigt forbi nogle begyndere – vi er blevet enige med gruppen om, at de skifter stil. Vi skulle nødig have, at nogen får inddraget deres liftkort eller at der kommer nogen til skade på den konto.

Aftensmaden i dag skulle nydes sammen med hyttelæreren – jeg skulle hilse og sige, at flere hyttelærere var lidt ængstelige for det koncept… 🙂

Laura B fik et vred i knæet på begynderbakken og måtte en tur til lægen – det er højst sandsynligt et forstrukket ledbånd, så hun humper lidt omkring. Emil L og Asbjørn KJ tager det roligt med deres brækkede kraveben – deres hytter er supersøde til at hjælpe dem med alt det praktiske. Et par stykker har lidt skader med hjemmefra. Ellers intet nyt at melde fra sygepasser og hjemmelærer Inge-Lise.

Vejret var også heldige med i dag. Vi har haft temperaturer lige under frysepunktet og sol og lidt skyer – eneste udfordring var vind på toppen, men så snart man kom lidt ned, mærkede man det ikke. Føret var også fint – i nattens løb faldt der 7-8 cm sne, så der var fint med friske varer til os!

Her til aften var der fællesaften med underholdning. Vi havde lejet hotellets konferencesal til formålet. Sang, konkurrencer, “gæt-en-lærer”, kåring af årets hyttefoto, alternativ koncert med lærerbesætning indeholdende alt fra ko-klokke til blokfløjte (“Smuk som et stjerneskud” bliver aldrig den samme igen!) og naturligvis afsyngning af den sang, der består af alle de vers, eleverne, der har glemt sangbøger hjemme eller er kommet for sent, har skrevet – det var stort…og ret langt!

For at forlænge ski-fornøjelserne i morgen og give mulighed for at sove en smule længere end normalt, blev torsdagens morgenmøde til et onsdags-aftenmøde. Alle er derfor nu klar til udfordringerne i morgen – holdinddelingen er klar og alle kan stå parat kl. 9.30, når lifterne åbner. Selvfølgelig blev klovnetrøjen igen uddelt, men den afsløring venter vi med til i morgen 😉

Vi skulle hilse og sige, at det er en udfordring at få taget billeder, når alt hvad der kan krybe og gå af lærerkræfter er fuldt beskæftigede og fokuserede på undervisning, så der kommer ikke kaskader af nye billeder i mappen på Facebook. Mange elever fik taget masser af fotos af hinanden og de uundværlige selfies.

Det var alt for i dag – på genhør i morgen.